I slutfasen af de langvarige Napoleonskrige, var som kendt kongeriget Danmark-Norge i krig med England (1807 - 1814) og dets allierede (Sverige 1808-09 og 1813-14, Rusland, og Preussen og Mecklenburg 1813.14 og juntaen i Spanien 1808.14).
Tusindvis af danskere og nordmænd blev i løbet af krigsårene taget til fange og placeret i engelske fangelejre.
Her sad de i kortere eller længere tidsrum, mænd og drenge i alle aldre fra ca. 70 år og helt ned til 8-10 år. De fleste var søfolk fra almindelige handelsskibe som var blevet beslaglagt eller opbragt af englænderne. De øvrige var stort set mandskab fra norske og danske kapere, eller orlogsfolk.
Nogle soldater, væsentlig fra de dansk vestindiske øer St. Thomas og St. Croix, fandtes også blandt fangerne.
Den største samlede gruppe som blev taget til fange på en gang var mandskabet fra linjeskibet "Prins Christian Frederik", Danmark-Norges sidste brugbare orlogsskib, som måtte stryge flaget ved Sjællands Odde den 22. marts 1808. Omkring 370 af besætningen blev da ført i fangenskab til England.
PRISON
Prison betyder ret og slet fængsel på engelsk, men i dansk og norsk sprog kom ordet i samtiden og eftertiden til at få et særligt indhold: det blev fællesbetegnelsen på de fangelejre, som englænderne oprettede under Napoleonskrigene.
Der var to hovedtyper af lejre - skibsprison og landprison. Den sidste gruppe kan igen deles i åbne og lukkede landprisoner.
På prisonskibene og i de lukkede landprisoner sad fangerne bag lås og slå, under militær bevågtning og hovedsagelig på engelsk bekostning. I de åbne landprisoner, paroleleirene, sad fangerne på egen bekostning, men med tilskud af dagpenge fra den danske regering efter højere satser end de øvrige fanger. Parolefangerne var priviligerede, efter som de med visse indskrænkninger kunne bevæge sig frit, men de måtte afgive æresord på at de ville afstå fra flugtforsøg.
I de åbne parolelejre sad flådeofficerer og andre militære officerer, enkelte civilister, og højere skibsofficerer fra handelsflåden. De havde ret til at medtage en oppasser, hovedsagelig en yngre dreng. Hovedantallet af parolefangerne kom dermed til at bestå af flådeofficerer, skippere og styrmænd, foruden en del mindreårige drenge. De fleste officerer fra kaperskibene blev derimod plaseret på prisonskibene.
Hvor blev fangerne plaseret?
Landprisonerne var stort set spredt over hele Storbritanien, mens skibsprisonerne fandtes ved syd- og sydøstkysten. De vigtigste parolelejre lå i Reading (ca. 50 km. vest for London) og Ashburton (i Devon, ca. 30 km. nordøst for Plymouth), andre lignende var i Moreton Hampstead (i Devon, ca. 15 km. nord for Ashburton), Northampton (ca. 90 km. nordvest for London) og Peebles (i Skotland, ca. 30 km. syd for Edinburgh). Den største lukkede landprison var Greenlaw (i Skotland, ved den lille by Pennyqiuck el. Penicuik, nuværende Glencorse Barrack, ca. 15 km. syd for Edinburgh), af mindre betydning var Bristol, Yarmouth (i Norfolk) og Bishop's Waltham (nord for Portsmouth). Af andre lukkede landprisoner kan nævnes Norman Cross i Huntingdon, som var den første specielt for krigsfanger, og Dartmoor i Devon, hvor de fleste fanger var franske. Langt de fleste dansk-norske fanger sad imidlertid på prisonskibene i bukten udenfor småbyerne Chatham og Gillingham
(et stykke syd for udløbet af Thames), Plymouth i Devon og Portsmouth i Hampshire. Nævnes må også at 2-300 blev holdt som fanger på den britiske ø Barbados i Karibien de tre-fire første måneder i 1808, medens over 1200 personer sad i forvaring i Göteborg fra først på året 1809 til tidlig samme sensommer (Sverige havde sluttet forbund med England 2. februar 1808.).
Efterhånden blev en stadig større del af de dansk-norske fanger samlet i Chatham, Plymouth og Portsmouth. Prisonskibene var kasserede orlogsfartøjer, dels engelske, dels erobrede franske, spanske, hollandske eller danske skibe.
På række og geled lå de forankret eller "på svaj" på "reviret", d.v.s. farvandet udenfor den egentlige havn, nedrigget og uden ror, isoleret fra land.
Ved Chatham-Gillingham lå 12 fangeskibe, foruden et hospitalskib. De tolv var "Fyen", "Kronprins Frederik", "Nassau" (tidl. "Holsten"), "Crusty" ("Thrusty"?), "Samson" ("Samp-son"), "Buckingham" (senere erstattet af "Brunswick"), "Irresistible", "Bahama", "Canada" (Candida"?), "Glory" (Gloire"?) og "Belliqueux". De tre førstnævnte var blevet erobret ved København, henholdsvis i 1807 og 1801.
I Plymouth fandtes først 8, derefter 12 skibe, (1 hospitalskib) : "Prince", "Panther", " Bienfaisant", "Brave", "St. Nicolas", "Europe", "St. Isidore", "Hector", "Fame", "Ganges", "Genereux" og "Oiseau".
Af de 8 eller flere skibe som lå i Portsmouth kendes kun ved navn "Proteus" ("Prothee"), "Niger" og hospitalskibet "Gladiator". I Göteborg er nævnt den engelske prisonbrig "Nelly".
Skibsprisonerne sorterede forøvrig under det engelske Admiralitet. Det kontrollerende organ var det såkaldte Transport Office eller Transport Board .
Hvor mange sad i fangenskab?
Allerede i juli og august 1807 begyndte englænderne at opbringe og beslaglægge norske og danske skibe, medens besætningen stort set måtte gå frit i land. Den 1.oktober var antallet af dansk-norske skibe kommet op på 335 total, hvoraf 203 alene i Portsmouth. Den officielle krigserklæring kom ikke før 4. november 1807, men på det tidspunkt var flere søfolk blevet fængslet. Fangeprotolollerne viser at modtagelsen af fanger begyndte 3. oktober i Chatham,
11. november i Reading og 9. december i Plymouth.
Det totale antal krigsfanger fra Norge, Danmark og hertugdømmerne Slesvig-Holsten skal angivelig have været ca. 7000 i løbet af hele krigen.
Hvor mange af disse som var norske er højest usikkert, men at gætte på et antal af 4-5000 burde ikke være urimeligt. Ifølge Carl Ross (se litteraturliste senere)
kom "et overvejende antal" af fangerne fra Norge. Da 6-700 parolefanger blev frigivet i anledning af det engelske regeringsjubilæum i oktober 1809, var kun ca. 200 fra Danmark og hertugdømmerne, resten var norske.
Et brev af 18. maj 1814, underskrevet af 15 norske parolefanger i Reading, fortæller at 800 norske fanger i Chatham havde afvist et engelsk tilbud om frigivelse på betingelse af at de ville erkende sig som svenske undersåtter.
Disse udgjorde næsten halvdelen af alle dansk-norske krigsfanger i samtlige lejre på daværende tidspunkt.
Så mange som 7000 sad naturligvis aldrig i fangenskab samtidig .
I januar 1809 blev der regnet med totalt 3547 krigsfanger fra Norge, Danmark og hertugdømmerne i engelske prisoner.
Dette tal faldt stærk til 2.700 i 1810 og 2.038 i 1811, for så at aftage mere moderat til 1.918 i 1812, 1.825 i 1813 og 1.751 i 1814. Det lader til at der blev taget flere fanger pr. år de første krigsår end senere. Dernæst gjorde afgangen fra lejrene sin virkning. Adskillige slap fri fra fangenskabet ved mere eller mindre frivillig at gå i engelsk tjeneste. Andre blev udvekslet med engelske fanger eller frigivet på anden måde. Nogen døde i fangenskab, mens enkelte klarede at flygte.
Entring
I de fleste fangelejre var fangerne til stadighed udsat for pres fra engelsk side med løfte om frigivelse mod at gå i engelsk tjeneste. En betydelig andel (måske et sted mellem en fjerdedel og en trediedel?) af de dansk-norske krigsfanger tog da også hyre på engelske handelsfartøjer, som regel Ostindiafarere. Denne måde at slippe ud af fangenskabet på blev naturligvis ildeset og foragtet både af de tilbageblevne medfanger og opinionen i hjemlandet, men "entring til koffardi" blev alligevel ikke betragtet som landsforræderi. Langt mere alvorligt var derimod "entring til orlogs", dvs. at gå i engelsk krigstjeneste. Nordmænd og danskere som blev fundet om bord på engelske orlogsfartøjer af sine landsmænd blev "belønnet" med standret. Den norsk fødte præst Ulrik Frederik Rosing, som virkede blandt prisonfangerne frem til 1811, anslår at kun ca. 300 af i alt 7.000 krigsfanger gik i engelsk krigstjeneste, dvs. mindre end 5%. I virkeligheden var tallet nok noget højere, lader det til.
Årsagerne til at man entrede og gik i fjendtlig tjeneste kunne være meget forskellige. Her skal kun peges på, at da dagpengene hjemmefra (udbetalt fra december 1808) stoppede i juli 1813 efter statsbankerotten, havnede specielt mange i tjeneste hos englænderne.
Frigivelse og hjemkomst
Den 25. januar 1814 fik fangerne på prisonskibet "Fyen" ved Chatham officiel besked om at freden var sluttet elleve dage tidligere, men fredsslutningen blev ikke ratificeret før i april. Derefter begyndte så småt frigivelsen af de fanger som stadig sad i prison. En hel del danskere og nordmænd blev dimiteret fra Chatham i juni og sendt til Tänning i Slesvig.
Hovedantallet af nordmænd måtte alligevel vente helt til 24. september 1814, da de blev sendt hjem med de to svenske fregatter "Chapman" og "Euredice". De sidste blev ikke løsladt fra Chatham før i oktober, 3/4 år efter at krigstilstanden var ophørt!
Mange af de fanger som af forskellige grunde var blevet frigivet i løbet af krigen, havde selv måttet klare sig hjem efter bedste evne, det ville i praksis sige at skaffe sig hyre på et skib som skulle over til kontinentet eller direkte til hjemlandet.
Da den såkaldte licenstrafik kom i gang i 1809, blev det lettere at klare sig hjem.
Det hændte også at englænderne kunne komme om bord på licensskibene og plukke mandskab ud til orlogstjeneste, mens skipperen blev henvist til at erstatte besætningen med folk fra prisonen. De som blev givet fri fra prisonen med ordre om at begive sig hjem var ellers udsat for de såkaldte press-gangs, som med loven i ryggen kunne overmande og bortføre alle egnede mandspersoner til tjeneste i orlogsflåden. Disse press-gangs var forøvrigt allerede før krigen en konstant trussel for udenlandske søfolk i land, deriblandt nordmænd og danskere.
Den videre skæbne er ukendt for mange af dem som entrede, men der var sikkert adskillige som aldrig mere kom tilbage til fædrelandet. Fra sommeren 1814 og videre i 1815 og 1816 blev flere nordmænd (deraf 79 fra Agder-fylkene) sendt hjem på offentlig bekostning, med bistand af den svenske konsul i London. Næsten alle havde været i prisonen, og enkelte langfartssejlere havde ikke været hjemme i over tyve år. Fælles for alle var imidlertid at de havde været i engelsk tjeneste og senere ikke var i stand til at komme hjem på egen hånd.
Litteratur og kilder.
Carl Roos: Prisonen. Danske og norske krigsfanger i England 1807-1814. København 1953.
Berit Eide Johnsen: "Han sad i prisonen" Sjøfolk i engelsk fangenskap 1807 - 1814 Universitetsforlaget AS 1993
Arkivar Oddleif Lian Statslige arkiver i Norge.
Joh. N. Tønnesen: Kaperfart og skibsfart 1807-1814. Oslo 1955.
H.F.Kiær: Rulle over Prins Christian Frederiks besætning 1808. Tidsskrift for Søvæsen. København 1958.
Dansk-norske skibe prisebedømt i England 1807-15. Bind I-II. Afskrift på Statsarkivet i Kr.sand efter en afskrift i Rigsarkivet i København.
Sverre Ordahl: Egder i engelsk tjeneste 1807-1814. Artikel i Agder Historielags Årsskrift nr. 60, 1984.
Håkon Finstad: Blant fiendtlige fregatter og i prisonens kvalm. Nærbilleder fra Kragerø sjøfartshistorie under krigen 1807-1814. Kragerø 1981
Kaj Larsen: Danmarks Kapervæsen 1807 - 14 København 1972,
Kaj Larsen: Dansk Ostindisk Personalia og Data.
Norge: Digitalarkivet. Norske Prisonfanger 1807- 1814
Hjemmesiden: Skippere.dk
http://www.jmarcussen.dk/index.html
Wikipedia: Asiatisk_ kompagni
Lars Lindeberg: De så det ske "Englandskrigene 1801 - 14" 1974.
|
|
Prisonfanger: Faq / Oss 2 - Beskrivelse
Hjem
Søg
Statistik
Links